Udstillinger
Vi deltager på skue og udstillinger, samt jagt med vores hunde. Det bedste og hyggeligste er når vi møder deltagende hvalpekøbere fra vores kennel.
Står I og overvejer skue og udtilling med jeres hvalp eller hund, så kan I læse mere om det længere nede på siden.

Hvad skal min hund og jeg kunne?
Når man beslutter sig for at deltage på et skue eller en udstilling er der nogle ting, som er gode at kunne. For det første skal du kunne løbe med din hund ved siden, have en god kontakt til hunden, og så skal den kunne stå stille mens dommeren kigger på den såvel på afstand som helt tæt på. Desuden skal hunden kunne affinde sig med, at dommeren rører ved den, undersøger tænder, led, hale, pels, om hanhunden har begge sten osv. osv.
Din rolle er at støtte din hund, så den dels ikke lader sig forstyrre af de ting der foregår udenfor banen, og dels ikke lader sig gå på af, at dommeren tjekker den. Når man er på banen med sin hund, må man gerne benytte godbidder, og sågar pivedyr er tilladt, hvis det hjælper på at holde hundens interesse fanget, - det kan faltisk være en rigtig god ide, - især med hvalpene, at man løber med et pivedyr i hånden og f.eks. trykker på det, når hunden skal stå stille og opmærksomt kigge på dig.
Dommeren lægger i øvrigt meget vægt på et godt samspil imellem hund og ejer, så brug dine minutter på banen godt sammen med hunden og vær en aktiv medspiller. Din hund vil gøre alt hvad du forventer, og "spejler" sig i din måde at optræde på. Er du uinteresseret og har ingen kontakt til den, så er den også uinteresseret. Men er du glad og fuld af liv, så er din hund det også!
Det er en fordel (og pænest) at man benytter en udstillingsline i stedet for et halsbånd og en snor. Udstillingslinen er tyndere end den almindelige line og anvendes uden brug af halsbånd, som måske får pelsen til at "skille" lige midt på halsen. Hjemmefra er hunden naturligvis børstet, og vælger man at hunden skal vaskes, er det bedst at dette sker minimum 3 dage før, da pelsen ellers kan være for "oppustet", og det er ikke en fordel for en labrador! Hundens kløer skal være klippet, halen pænt afrundet i spidsen, og øjnene tørret af, så der ikke sidder "søvn" i dem. Det er en god ide at have en børste og en klud med, og en del har fordel af at tørre hundene over med "shine" f.eks. i form af minkolie, inden hundene skal i ringen, for at give det "sidste pift"!
Hvad skal jeg gøre når jeg kommer til udstilling?
For det første er det en god ide at komme så tidligt, at både hund og ejer kan nå at falde til i de nye og uvante omgivelser. Mange steder ( til skuerne) laves der en "øve-runde" inden selve stævnet begynder, så hunden lige kan se terrænet. Er det første gang man deltager, er det en rigtig god ide at være med her. Men også gamle garvede hundejere ser man af og til tage en prøvetur.
Alle hundene får tildelt et nummer, og er dette ikke blevet tilsendt inden stævnet, skal man hen og "tjekke ind" og have sit nummer.
Sørg for at hunden er blevet godt luftet inden den skal i ringen, og husk at alle efterladenskaber samles op og puttets i skraldespand. (Husk poser!) Det er godt at have en klapstol eller lignende med, et bur eller blot et tæppe til hunden og skygge, hvis det foregår udendørs. Mange har små telte med så hundene kan stå i skygge her.
Alle udstillinger starter med Baby klassen, hvor hvalpene er 3-6 mdr.) Først finder man bedste baby-han. Derpå bedømmes baby-tæverne, og den bedste baby-han og den bedste baby-tæve skal derefter kæmpe om, hvem der er den bedste baby.
Efter baby-klassen kommer hvalpeklassen, hvor hvalpene er fra 6-9 mdr. I alle klasserne bedømmes hannerne først.
Klasserne bedømmes for det meste i nævnte rækkefølge:
Babyklasse. 3-6 mdr.
Hvalpeklasse: 6-9 mdr.
Champion: fra 15 mdr.
Junior: 9-18 mdr.
Mellemklasse: 15-24 mdr.
Åben klasse: fra 15 mdr.
Brugshundeklasse: fra 15 mdr.
Veteranklasse: 8 år.
Endvidere er der Juniorhandling for unge memmesker 10-17 år, der kæmper om at fremvise deres hunde bedst.
Avlsklasse: her skal et forældredyr med minimum 3 og max. 5 voksne afkom stille til bedømmelse.
Sluttelig er der opdrætsklassen, hvor en opdrætter kan stille med 3-5 voksne hunde af samme race opdrættet på samme kennel.
Når klasserne er bedømt og man har fundet såvel bedst i køn, som bedst i klasser og grupper, kæmpes der i store ring til allersidst om at blive Best in Show.
På banen
Når din hunds klasse bliver kaldt på banen, går I alle ind i nummerorden, venstre om og hundene ved venstre side. Dommeren plejer at bede jer alle løbe en eller to omgange, hvorefter hundene stilles pænt op med forbenene lige ud for hinanden og bagbenene i en vinkel, der viser hvor godt hunden er sat sammen. Bemærk, at det er tilladt at rette hundens ben med hænderne! Alle kneb gælder, når du skal have din hund til at vise sig så flot og velproportioneret som mulig, - om du så skal stå på hovedet!!
Her efter sendes hundene afsted enkeltvis, og normalen er, at man et par meter foran dommeren stiller sin hund op. Hunden skal stå med siden til, og du står foran din hund, og holder kontakten til den! Dommeren vil herefter bede dig løbe en trekant (for det meste), hvor han/hun selv danner den øverste spids. Med mindre dommeren beder dig fortætte en omgang mere, eller beder dig løbe frem og tilbage, så stiller du atter hunden op foran dommeren, og denne gang kommer dommeren så og tjekker din hund. Når han har undersøgt hunden, går han sædvanligvis hen til dommerbordet og siger de ting til sekretæren, der kommer til at stå på din kritik. Her efter beder han dig løbe ud med hunden. Går det nu rigtigt godt for dig og din hund, så skal du holde dig klar til at komme i ringen igen, for nu skal der kæmpes om, at blive den bedste af de fire bedste!